Godt at vide

Du har læst vejrudsigten, forberedt påklædningen og nu glæder du dig til at bevæge dig ud blandt en masse glade mennesker til en aften fuld af oplevelser. Men for at være helt klædt på til at kaste dig ud i Kulturnatten eller Den Lille Kulturnat, er der en række ting, der er nyttige at vide. Vi har samlet de vigtigste informationer til dig her.

Du kan også løbende få nyt om Kulturnatten og Den Lille Kulturnat ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Og følge med og finde inspiration på Instagram og Facebook.


Den Lille Kulturnat – godt at vide

Kulturnat til børnene

Den lille Kulturnat har udelukkende arrangementer for børn i følgeskab med deres voksne. Alle arrangementer er særarrangementer, som kun kan opleves på Den Lille Kulturnat, hvor børnene kan få lov til at slippe nysgerrigheden og kreativiteten løs.


Tid og sted

Den Lille Kulturnat finder sted i København og på Frederiksberg og ligger hvert år fredag i uge 11 i tidsrummet kl. 16.00 – 20.00, så alle børn kan være med og få en god oplevelse inden sengetid.

Den Lille Kulturnat finder sted næste gang fredag den 13. marts 2026.


Kulturpasset – din billet til det hele

Salget af Kulturpas starter den 2. marts. Med et Kulturpas kan du på Den Lille Kulturnat medbringe to børn under 12 år gratis. Kulturpasset koster 125 kr. og giver jer adgang til alle Den lille Kulturnats arrangementer og desuden fri transport for Kulturpasholderen og to børn under 12 år i Hovedstadsområdet. Læs mere om transport her.

Det er kun muligt at købe Kulturpas til Den Lille Kulturnat digitalt hvor det hentes ned, så du har det og kan fremvise det på din telefon.


Programmet – din guide til Den Lille Kulturnat

Programmet for Den Lille Kulturnat kan kun tilgås digitalt via hjemmesiden. Her offentliggøres det, når vi nærmer os. I programmet kan du sortere i både områder og kategorier, så du hurtigt kan få et overblik over de arrangementer, som matcher din foretrukne bydel og dine interesser, eller gå på opdagelse efter noget helt nyt. Desuden kan man under de enkelte arrangementer se, om de er målrettet små eller større børn eller er åbne for alle.


Arrangementer med tilmelding

Husk at tjekke, om nogle af de arrangementer, du er interesseret i, kræver tilmelding; det er ærgerligt at møde op, hvis der ikke er plads. Du vil kunne tilgå tilmelding direkte fra arrangementets side i programmet.


Ændringer

I programmet vil det fremgå, hvis et af dine planlagte arrangementer bliver ændret eller aflyst. Det hører til sjældenhederne, men det kan ske, så det er altid en god idé at tjekke.


Min Kulturnat – gem dine favoritter

Du kan ‘like’ de arrangementer, du er særligt interesseret i, så bliver de automatisk tilføjet din personlige huskeliste ‘Min Kulturnat, eller du kan vælge at få din liste tilsendt pr. e-mail. Funktionen kræver blot, at du accepterer alle cookies, når du går ind på hjemmesiden.


Mad og drikke

Hvis man ikke har nået at spise hjemmefra, kan man heldigvis sagtens få mættet både små og store maver på Den Lille Kulturnat. Mange museer og kulturinstitutioner holder caféen åben og har ofte børnevenlige anretninger på menuen denne aften. Andre steder er der fællesspisning, snobrød over bål eller spændende smagsprøver, og der er også arrangører der inviterer til, at man må spise sin medbragte madpakke hos dem. Udforsk programmet for de mange muligheder; der kan søges direkte på kategorien ‘Køb et måltid’. Bemærk at der nogle steder skal bestilles bord, det vil fremgå af arrangementets side.


Kulturnatten 2026 finder sted den 9. oktober